Hvorfor notationel ikonicitet er en form for operationel ikonicitet

Sammendrag

1. Det fonografiske dogme

Hvad betyder ‘inskription’? Få spørgsmål forekommer lettere at besvare: en inskription er sprog, som er blevet nedskrevet. Den holder det talte ords flygtighed på afstand og befrier kommunikation fra talens ansigt-til-ansigt-forankring. Det skrevne ord overfører den akustiske sekvens til en visuel konfiguration; det udvider kommunikationen over afstande i tid og rum. At forvandle det talte til det skrevne muliggør ligeledes kontrol, rettelser og kritik, ligesom det åbner for spredning og arkivering af det der kommunikeres som tekst.

Det var nøjagtig debatten omkring ‘mundtlighed og skriftlighed’ (Goody 1968, 1986; Havelock 1976, 1986; Ong 1982)[1] i den sidste tredjedel af det forgangne århundrede, som afdækkede skriftens kreativitet og hævede det skrevne ord til det samme niveau som det talte. Siden da er det talte og det skrevne ord blevet betragtet som to forskellige former for sprog, hver med sin egen ‘performance profil’ i relation til deres mediale, sproglige, og kulturelantropologiske karakter (Echlich 1994; Koch/Oesterreicher 1985, 1994; Olson 1991; Parry 1971; Raible 1991, 1993; Zumthor 1984).

På trods af denne genopdagelse af skriftlighed, er en traditionel antagelse – nærmest en vedtaget sandhed i debatten om skriftlighed – forblevet uudfordret: Troen på skriftens sproglignende karakter. I forbindelse med den almindelige tvedeling mellem sprog og billede, placeres skriften udelukkende inden for sprogets felt. Skrift fortolkes som en form for sprog og ikke som en form for billede. Den i mellemtiden klassiske håndbog Schrift und Schriftlichkeit. Writing and its use (Günther/Ludwig (red.) 1994), opsummerer udfaldet af skriftlighedsdebatten og definerer skrift som “den mængde af skriftlige tegn gennem hvilken et talt sprog optegnes” (Günther/Ludwig (red.) 1994: VIII.; Koch 2009: 58). Vi vil kalde det synspunkt at skrift først og fremmest er en fikseret version af et talt sprog for det fonografiske dogme (Krämer 2003b: 520).